Det var tilfældighedernes spil, der bragte 59-årige Anders Lauridsen til ejendomsmæglerbranchen.
Anders er oprindeligt købmand og indkøber, men alligevel var et liv som ejendomsmægler ikke fremmed for ham:
“Mine forældre havde en ejendomsmæglerforretning i Hammel. Da de manglede en medarbejder, spurgte de, om jeg ikke havde lyst til at komme ind,” fortæller han.
Det havde han heldigvis lyst til, og i dag har han været mægler i knap tre årtier, hvor han nu er selvstændig erhvervsdrivende af danbolig Hammel på syvende år.
Som købmand mødte og talte Anders med utrolig mange mennesker. Vedligeholdelse og udøvelse af god kundekontakt er en evne, som han har taget med sig videre fra sit tidligere erhverv. Hans dagligdag og arbejde i danbolig indebærer også klassiske ejendomsmægleraktiviteter, såsom vurdering og fremvisning af ejendomme samt markedsføring og drift af butik. Arbejdsopgaverne er meget blandede, og det passer Anders utrolig godt:
“Der er ikke to dage, der er ens. Man ved aldrig hvad, der sker. Man kan planlægge sin kalender, men den bliver der tit slået hul i. Der er hele tiden nye mennesker, nye huse og forskellige situationer at forholde sig til. Det er altid spændende, hvad der dukker op”, fortæller han.
Selvom der er masser at se til for Anders, så er kunderne altid det vigtigste, når det kommer til køb og salg af huse. Han understreger, hvordan det at få enderne til at mødes, ved at få køber og sælger til at blive enige og tilfredse, er det vigtigste ved hans arbejde.
“Det er vigtigt, at det er en ordentlig handel, så der er tryghed for både køber og sælger. Der skal ikke være hovsa-løsninger, så vil jeg hellere lade vær med at lave en handel end at lave en dårlig handel,” forklarer han.
Netop kunderne og de lokale i Hammel har stor betydning for Anders. Når man, som ham, har været mægler i det samme område i mange år, møder man mange lokale folk på vejen.
“Der er nogle, jeg har handlet med tre gange, og andre hvor det nu er deres børn, som jeg handler med. Når man har været med så mange år, så får man hjulpet mange. Og det er netop det at se mennesker, der bliver glade over at ting lykkes, der er inspirerende og motiverende for mit arbejde”, fortæller han.
Med så mange år i branchen kan Anders heldigvis se tilbage på gode tider og flere højdepunkter. Først og fremmest er det bemærkelsesværdigt hvordan salget i Hammel altid har været stabilt. Selvom der har været både en finanskrise og en kartoffelkrise, har der ikke været særlige nedgangstider. “Overordnet set er det jo gået rigtig godt”, fortæller han, men vil alligevel gerne fremhæve to højdepunkter i hans personlige karriere. Først og fremmest var det et stort øjeblik, da han overtog forretningen fra sine forældre, og dernæst da han startede danbolig Hammel op fra bunden.
“Der var ingen medarbejdere og jeg startede fra nul. Det at have bygget en god forretning op på syv år, ser jeg bestemt som et højdepunkt”, fortæller han.
Og netop medarbejderne har stor betydning for Anders:
“Det er super vigtigt, at man har dygtige og engagerede lokale medarbejdere. Det er noget, jeg synes, man skal fremhæve. Vi er et team. Det er ikke kun mig, det er os alle sammen, der er grunden til succes”, fortæller han.
I dag er de et hold på fire lokale, der er del af danbolig Hammel. Alle medarbejdere kommer fra og bor i Hammel, hvilket er en stor fordel, når det ikke kun er huse, de skal sælge, men også beliggenheden.
For fremtiden drømmer Anders om flere salg. Selvom det går godt, vil han altid gerne sælge mere, og “ellers ville der ikke være grund til at gå på arbejde som ejendomsmægler, hvis man ikke drømte om at sælge,” forklarer han afslutningsvis.
Følg danbolig Hammel på deres Facebook eller hjemmeside.