Bevæg og Sans: Yoga skal være et trygt rum, hvor man udfordrer sig selv

Profilbillede
dato

Cecilie Elvira Lassen, der oprindeligt kommer fra Hammel har fundet opskriften på mere ro og mindre stress i hverdagen - hun har gjort yoga til sit levebrød.

Det er over 12 år siden, at Cecilie for første gang satte fødderne på en yogamåtte - og hun har næsten ikke sluppet den siden.

I dag har hun otte års erfaring som underviser, fem yogauddannelser og to år på uddannelsen som psykomotoriskterapeut i bagagen. Hun valgte dog at søge videre fra den uddannelse for at starte sin drøm fuldt ud. Disse ting har ledt hende til, hvor hun står i dag - som kvinden og hjertet bag virksomheden Bevæg og Sans i Hammel.


Foto: Cecilie Elvira Lassen bor i Hammel med sin lille søn. Her giver jobbet som virksomhedsejer hende muligheden for at være en nærværende mor og kæreste overfor sin familie.

En hård begyndelse

Cecilie Lassen har altid følt sig tryg i yogarummet og gjort en dyd ud af at give denne tryghed og ro videre til andre mennesker. Derfor valgte hun at arbejde som freelancer i det tidligere yogastudie, Balance-me i Hammel, da hun flyttede tilbage til byen med sin søn. Da det desværre lukkede ned bød muligheden sig for at skabe sit eget sammen med en god kollega.

“Vi startede op knap en måned før corona brød ud for første gang, så det har været en meget hård start. Det har været fantastisk - men hårdt,” fortæller Cecilie og tilføjer, at hendes passion gjorde det muligt at klare virksomheden gennem en pandemi.

Cecilies kollega Hanne blev en trofast makker i de hårde måneder. Samarbejdet varede desværre ikke så længe, da Hanne og familien valgte at flytte længere nordpå, således at hun ikke længere kunne være en integreret del af Bevæg og Sans.

Men dette slog ikke Cecilie væk fra hendes drøm om at åbne sit eget yogastudie, så hun købte Hanne ud og driver nu stedet videre på egen hånd.

En håndsrækning fra de lokale

Heldigvis oplevede Cecilie en enorm opbakning fra lokalsamfundet omkring hende. Flere af indbyggerne i Hammel støttede op om Bevæg & Sans og har gjort det muligt for Cecilie at drive en sund forretning.

Hele 60% af medlemmerne fra det lukkede yogastudie flyttede med Cecilie videre til nye rammer, mens en masse nye også har fundet ind på yogamåtten.

“I dag har vi 11 forskellige hold om ugen, som er lykkedes i kombination af mine egne hold og hold hvortil jeg har ansat freelanceinstruktører, der nu er en fast del af skemeaet. Vi kører sæsonerne, så de passer med skolernes ferier og har derfor fire sæsoner årligt af 10 uger,” fortæller Cecilie.

Bevæg og Sans er i dag vokset til at have hele fire yogaundervisere, samt undervisere i pilates, manuvision og mindfulness. Udover de i alt syv undervisere, er to af dem også kropsterapeuter - som lejer sig ind i behandlerrummene. I dag ønsker Cecilie at give noget tilbage til det lokalsamfund, der fortsat støtter hendes virksomhed, derfor samarbejder hun også med andre lokale virksomheder, når der skal afholdes events og lign. ved Bevæg og Sans.


Foto: Forskellige behandlere er også tilknyttet Bevæg og Sans

Et program, som favner alle

Noget af det vigtigste for Cecilie Lassen, da hun skulle starte Bevæg og Sans, var udbuddet af hold. Det var vigtigt, at hun kunne favne både nye og gamle - uanset tidligere kendskab til yoga.

“Jeg har gjort meget ud af at ansætte nogle undervsiere, som kan repræsentere de forskellige stilarter i yoga,” fortæller Cecilie

Det har hun gjort, fordi der i hendes yogastudie skal være plads til alle. Derfor tilbyder Bevæg og Sans både yin, hatha og vinyasa flow yoga, samt pilates og mindfulness - både morgen og aften. Det er tydeligt, at Cecilie har mestret med sin plan og favner en bred målgruppe. Man kan nemlig støde på studerende, unge, teenagere og ældre samt mænd og kvinder i Cecilies yogastudie. 

Stærkest af alt er fællesskabet

Undervejs i sin tid som selvstændig har Cecilie Lassen lært en del. Hun har lært, at fællesskab og ro er noget af det stærkeste, som hendes yogastudie giver videre - ikke kun til medlemmerne, men også til hende selv. Det er nemlig ikke kun Cecilie, der kan give medlemmer noget, de kan også give hende en hel del.

“Jeg lærer rigtig meget af det fællesskab, som opstår mellem medlemmerne på mine hold. Det smitter af og giver mig utrolig meget i min hverdag,” fortæller Cecilie.

Det stærke fællesskab har været i fokus fra starten, og netop derfor vil du kun kunne finde mindre hold i yogastudiet. Holdene er sjældent meget større end 10-14 deltagere. Derudover kører holdene som et fast forløb over en fast sæson. 

“Vi har fokus på at skabe mindre hold, så vi som undervisere kan bevare et godt overblik og få skabt den ro, som er essentiel ved yoga,” fortæller Cecilie.

Sunde udfordringer i trygge rammer

De små hold gør det også muligt for deltagerne at skubbe deres grænser på en sund måde. F.eks. kommer nogle af deltagerne op i en håndstand, selvom de aldrig troede, at de ville være stærke nok til det.

“Man må gerne udfordre sig selv i yoga. Men det er ikke meningen, at der i yogarummet skal være et præstationsræs, for så bliver rummet ikke trygt. Det vigtigste, som jeg kan give mine medlemmer, er ro, stabilitet og tryghed,” fortæller Cecilie.

Cecilie beskriver også, at der i Bevæg og Sans er et kæmpe hjerterum, hvor man værdsætter de små sejrer og accepterer kroppens begrænsninger. 

“Det, der betyder mest for mig, som ejer er at se, hvor glade medlemmerne er og inspirere dem til at være mere til stede og udfordre deres krop. Det fedeste er, når folk pludselig gør noget, som de ikke troede, at de kunne og indser, hvor stærke de er - eller når de tager tingene fra yogarummet med videre ud i deres hverdag,” fortæller Cecilie.

Det betyder mest, at jeg har tid til at se den enkelte og mærke det fællesskab, som medlemmerne får skabt. 


Foto: Yogarummet indbyder til ro og afslapning

Næste skridt på vejen

Cecilie er slet ikke færdig med at være selvstændig. Hun elsker fleksibiliteten, som gør, at hun kan være den bedst mulige mor for sin søn på fire og en nærværende kæreste, mens hun også er en god kollega og leder på jobbet. 

“Bevæg og Sans har gjort det muligt for mig at udleve min passion proffessionelt. Yoga er min drivkraft, og den giver mig styrken til at fortsætte,” fortæller Cecilie, som i dag også har fået tid til at læse en bachelor i filosofi ved siden af virksomheden. Det er en uddannelse som med tiden skal integreres i hendes selvstændige virke.

Cecilie er så småt begyndt at sprede sin viden ved at komme ud til virksomheder og forebygge stress og arbejde med stressreduktion. Hun håber, at hun i fremtiden kan hjælpe virksomhederne og deres medarbejdere endnu mere.


Dette indhold er annoncørbetalt og er produceret i samarbejde med en annoncør.
Kilde: Cecilie Elvira Lassen /Bevæg og Sans