Med base i Hammel udfører Bjerborg El Service alle former for autoriseret elarbejde i Midt- og Østjylland, og de kører gerne længere end det for de store opgaver. Der er ingen grænser for, hvilke opgaver de kan udføre hos såvel store virksomheder som private boligejere.
I februar 2020 overlod grundlæggeren af Bjerborg El Service, Flemming Bjerborg, tøjlerne til sønnen Martin og dennes kompagnon Lars Møller. Virksomheden var da 40 år gammel, og tiden var inde til at give stafetten videre.
Martin Bjerborg er udlært i firmaet i 1999. Lars Møller er først uddannet maskinmester, som han efterfølgende har suppleret med en el-installatøreksamen.
43-årige Martin Bjerborg fortæller: ”For at kunne opfylde alle betingelser for en virksomhedsovertagelse måtte jeg have en installatør med som kompagnon. Heldigvis vidste jeg, at en af mine håndboldkammerater, Lars Møller, var en erfaren en af slagsen. Han skulle ikke bruge megen betænkningstid, inden han sagde ja til at blive medejer af Bjerborg El Service”.
Og sådan gik det altså til, at virksomheden i dag drives af to alsidige håndværkere. Siden overtagelsen for godt et par år siden er der kommet rigtig mange nye kunder til, mens virksomheden har været i vækst. ”Det er gået stærkt,” siger Martin, ”og vi har måttet knibe os selv i armen og faktisk holde lidt igen, for vi vil gerne lægge bunden og kunne følge med i væksten”.
Foto: Lars Møller // Bjerborg El-Service
Både kundekreds og medarbejderstab udvides
Da Martin og Lars overtog roret, var der 5-6 medarbejdere i firmaet. Kunderne var fortrinsvis plejehjem, skoler og andre institutioner i lokalområdet, samt naturligvis private husejere. Desuden har Bjerborg El Service siden 1995 været huselektriker for AGJ Skurvogne. I dag er der 12 ansatte, og Flemming er stadig tilknyttet som konsulent.
”Vi sætter en ære i at yde et godt stykke arbejde og ekstra god service,” understreger Martin. ”Vi er meget opmærksomme på måden, vi agerer på i processen med opfølgning. Hvis vi har lovet at være hos en kunde til bestemt tid og pludselig ikke kan nå det, ringer vi altid og giver besked”.
Den politik har givet pote. Ni ud af 10 kunder er gengangere, og det er altid den bedste anbefaling, en virksomhed kan få. Troværdighed og pålidelighed belønnes.
Af større projekter, som Bjerborg El Service har varetaget, kan nævnes strømentreprisen på en 1500 m2 kontorpavillon for Fehmern Bælt samt Googles seneste kontorbyggeri i Taulov. Desuden har de renoveret et 6000 m2 stort lager for Bevco i Tilst, lavet en nybygning til Hammel Vandværk, og de har stået for el-entreprisen på en stor kontorbygning for Vejle Sygehus for ALGECO.
Nye teknologier opdyrkes
Den nyligt opståede energikrise forårsaget af Ruslands angreb på Ukraine har bevirket, at Martin og Lars nu også er i markedet for varmepumper og luftpumper. ”Der er et stigende behov for at erstatte konventionelle energikilder med netop disse systemer, og det kan vi naturligvis også tilbyde,” siger Martin.
Senest er Bjerborg El Service begyndt at installere billadere til hjemmebrug, således at de nu kan tilbyde individuelle hjemmestandere til el-bilejere.
Foto: Bjerborg El-Service
Medarbejderne er firmaets største værdi
Det er værd at bemærke, at Martin og Lars har set værdien i at ansætte hele fire lærlinge siden opstarten for et par år siden. Det betyder meget for dem, at de kan være medvirkende til at føre næste generation ind i branchen. Som et kuriosum kan nævnes, at den ene af de fire lærlinge bærer efternavnet Bjerborg, - det er nemlig Martins søn, Frederik.
Én ting er de høje faglige kvaliteter og kompetencer, noget andet er den helt usædvanlige medarbej-derpleje, virksomheden står for. ”Vi er meget opmærksomme på, at vores medarbejdere ikke bare er et nummer på lønsedlen,” fortæller Martin. ”Vi har erkendt værdien af at holde på de gode folk, vi har, og det gør vi bl.a. med fokuseret medarbejderpleje og sociale arrangementer”.
Af mange gode tiltag kan nævnes opfindelsen af ”Corona-dart”, der næsten forklarer sig selv - en intern dartturnering grundlagt under coronanedlukningen for i det mindste at bibeholde en vis form for socialt samvær blandt medarbejderne. En anden god tradition er et firmaarrangement med stegt flæsk i Thorsø Pavillon, og Martin kan afsløre, at de næste to arrangementer allerede er i støbeskeen. ”Det kunne måske være noget med øl & grill i padelhallen i Thorsø, hvem ved,” siger Martin med et under-fundigt smil på læben.
Når man er blevet selvstændig virksomhedsejer, er der ikke så meget tid til håndbold mere for hverken Martin eller Lars. I stedet fokuserer Martin i den sparsomme fritid på samvær med familie og venner, mens Lars ynder at lufte sin motorcykel.
Følg med i Bjerborg El Service og deres tilbud og projekter på deres side på Facebook.