Vil du være med til at skabe sammenhæng og helhed, når mange forskelligartede interesser skal passes ind i både byerne og det åbne land. Så er denne nyoprettede stilling i Favrskov Kommunes planafdeling måske noget for dig.
Favrskov Kommune er en vækstkommune i smørhullet mellem Aarhus, Randers, Silkeborg og Viborg kommuner. Vi vokser og har ambitiøse mål for, hvordan vores kommune skal udvikle sig. Dette omfatter blandt andet, at vi på et bæredygtigt grundlag vil skabe byer af høj kvalitet, effektiv mobilitet, vedvarende energiforsyning og mangfoldig natur. Vi har i Plan en særlig rolle i forhold til at sikre, at så mange af de gode målsætninger for vores kommunes fysiske udvikling løses på samme tid.
Om os
Plan og Byg er en del af Favrskov Kommunes teknik- og miljøforvaltning. Vi har kontor i Hammel, og det er her, du vil komme til at arbejde. Vi er 24 medarbejdere i Plan og Byg, hvoraf ti er ansat i Plan. Vi sidder i lokaler med to til fire medarbejdere på hvert kontor.
I Plan løser vi bl.a. følgende opgaver:
- Lokalplanlægning
- Planlægning af vedvarende energianlæg (VE)
- Enkeltsagsbehandling efter planloven
- Plan- og arkitekturvurderinger
- Udviklingsprojekter
- Struktur-, helheds- og midtbyplaner
- Kommuneplanlægning og planstrategi
Vi har samtidigt en arbejdsplads, hvor der bliver grint meget, og hvor vi prioriterer at hjælpe hinanden både internt i Plan og på tværs af afdelinger og forvaltninger.
Om stillingen
Vi søger en ny kollega, som kan bidrage til løsningen af afdelingens opgaver. Vi vil bede dig oplyse i din ansøgning, hvis du har særlige ønsker til din opgavesammensætning.
Som projektleder for de enkelte planprojekter, vil du samtidigt være tilknyttet sagerne helt fra den indledende dialog med ansøgere, via faglig afklaring med interne og eksterne aktører, borgerinddragelse, og indtil til den endelige politiske behandling af de færdige planer i Byrådet.
Vi arbejder i Plan med en særlig arbejdsfordeling, hvor de enkelte planlæggere tildeles et særligt geografisk ansvar for håndtering af henvendelser i udvalgte byer. Dette bidrager til at sikre et højt kendskab og ejerskab til overskuelige dele af vores geografiske område for den enkelte. Du vil herigennem også kunne blive planansvarlig for udvalgte byer.
Som del af Teknik og Miljø vil du desuden indgå i et tværfagligt fællesskab, hvor vi samarbejder på tværs af forvaltningen, i tæt dialog med vores Byråd, borgere og virksomheder.
Vores ønsker til dig
Vi forventer, at du har en relevant faglig uddannelse som urban designer, arkitekt, planlægningsingeniør, landinspektør, geograf eller lignende.
Vi lægger herudover vægt på, at du:
- har en grundlæggende holdning til, at du på arbejdspladsen skal levere både faglighed og samarbejde. Du ser derfor dig selv som en holdspiller, der evner at arbejde på tværs af organisationen og med mange fagligheder
- du er god til at tage ansvar samt arbejde selvstændigt og proaktivt med dine opgaver
- er god til at skabe positive relationer
- har erfaring fra lignende stillinger, fx hos en anden kommune eller hos en rådgivende virksomhed
- har erfaring med projektarbejde og projektledelse samt formår at facilitere komplekse processer med mange aktører
- kan aflæse tegningsmateriale, og vurdere projektmateriale med respekt for eksisterende kontekst og kvaliteter, samt med blik for stedets struktur, skala og karakter
- har kendskab til planloven og miljøvurderingsloven
- har erfaring med digital planlægning og kortlægning
- er god til at formulere dig mundtligt og skriftligt på dansk, og er god til at kombinere grafisk og skriftlig formidling
Løn- og ansættelsesvilkår
Du får base på Torvegade 7 i Hammel. Stillingen er på 37 timer pr. uge, med flekstidsordning, sundhedsordning, frokostordning og gratis parkering – og der er busforbindelser stort set lige til døren.
Ansættelsen sker efter gældende overenskomst og med aflønning efter kvalifikationer og principperne i Ny Løn. Forventet start er 1. august 2026 eller snarest herefter.
Hvis du har spørgsmål eller ønsker yderligere oplysninger om stillingerne, kan du kontakte plan- og byggechef Henrik Jensen på 23 72 56 12 eller hhje@favrskov.dk.
Søg stillingen
Vi beder dig sende din ansøgning, CV, eksamenspapirer til Favrskov Kommune via linket.
Ansøgningsfristen er mandag 15. juni 2026.
Ansættelsesudvalget består af kollegerne Gitte Skov Mikkelsen og Majken Primdal Bengtson samt plan- og byggechef Henrik Jensen. Vi forventer at afholde jobsamtaler mandag 22. juni 2026.
Favrskov Kommune kan kun modtage ansøgninger sendt elektronisk. Det er en forudsætning for ansættelsen, at den person, som vi ønsker at ansætte, ikke er straffet for forhold, som gør vedkommende uegnet til at bestride stillingen. Der vil derfor blive indhentet straffeattest på den kandidat, der tilbydes ansættelse.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Favrskov Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Plan, Torvegade, 8450 Hammel
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 15-06-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/3f883a82-d424-46ad-8f2b-be2644ae398c