Bliv sundhedskonsulent i social- og sundhedssekretariatet i Favrskov Kommune

dato

Er du drevet af at gøre en positiv forskel for borgernes sundhed? Ønsker du at arbejde i en politisk styret organisation? Er det naturligt for dig at tage ejerskab på opgaver og samarbejde med andre faggrupper om at finde de bedste løsninger?

Så kunne det være dig, der skal være vores nye kollega.

Vi søger en faglig dygtig konsulent til et barselsvikariat i social- og sundhedssekretariatet. Sekretariatet består af en medarbejdergruppe på 14 personer, der dækker over sekretariatskonsulenter, administrative medarbejdere, velfærdsteknologikonsulenter, en jurist samt en elev og praktikant. Vi værdsætter en professionel tilgang til arbejdet, et godt samarbejdsklima og ikke mindst en uformel omgangstone.

Sekretariatet betjener alle dele af Social og Sundhed, der beskæftiger over 1.300 medarbejdere inden for ældre-, social- samt sundhedsområdet. Stillingen indebærer som udgangspunkt opgaver inden for sundhedsområdet, men du vil også kunne komme til at beskæftige dig med opgaver inden for de andre fagområder og med opgaver af mere tværgående karakter.

Om stillingen
Sammen med en anden sekretariatskonsulent bliver du faglig sparringspartner for sundhedschefen og en tæt støtte for lederne på sundhedsområdet. Sundhedsområdet i Favrskov Kommune rummer bl.a. genoptræningsindsatser, aktiviteter for ældre sårbare borgere, forskellige sundhedsfremmende og forebyggende indsatser, sundhedsplejen, tandplejen og Favrskov Mad, som leverer mad til primært ældre borgere i hjemmet og på vores plejecentre.

Du vil få din daglige gang i sekretariatet, hvor du også vil have dit personaletilhørsforhold. Samtidig vil halvdelen af din ansættelse være forankret i afdelingen for Sundhedsfremme og Forebyggelse. Her bliver du en vigtig del af arbejdet med at understøtte driften af afdelingens sundhedstilbud og bidrage til udvikling og implementering af sundhedsfremmende og forebyggende initiativer.

Sundhedsområdet er et område i hastig udvikling og påvirkes også af både den nye ældrelov, sundhedsreform og den kommende folkesundhedslov. Det kalder på nytænkning og faglig udvikling. Du vil komme til at beskæftige dig med arbejdsopgaver, der skal understøtte områdets udvikling og sætte kursen for fremtiden.

Dine opgaver bliver eksempelvis:

  • At yde ledelsesbetjening og være sparringspartner for sundhedschefen og ledere på sundhedsområdet
  • At udarbejde budgetforslag og politiske sagsfremstillinger til politiske udvalg
  • At varetage projektledelse af projekter og undersøgelser
  • At understøtte og sikre fremdrift i forbedringsarbejde i organisationen
  • At udarbejde oplæg og præsentationer til politikere og chefer i Social og Sundhed
  • At understøtte sundhedsberedskabet i Favrskov Kommune
  • At udarbejde datarapporter, der understøtter både drift og kvalitetsudvikling på sundhedsområdet
  • At sikre driften af Kommunal PRO og deltagelse i tværkommunalt samarbejdsfora
  • At bidrage til forskellige udviklingsinitiativer inden for sundhedsfremme og forebyggelse på tværs af kommunen
Hverdagen vil blive fyldt med opgaver, der skal jongleres på én gang, og du vil kunne være ude for at skulle omprioritere dine opgaver alt efter den politiske og administrative dagsorden. Opgaverne kræver, at du tør sætte din egen faglighed i spil i drøftelsen af problemstillinger med kollegaer, ledere og andre medarbejdere i organisationen. Alt sammen for at understøtte organisationens samlede udvikling.

Om dig
Som konsulent i sekretariatet i Social og Sundhed har vi følgende forventninger til dig:
  • Du har en relevant videregående samfundsvidenskabelig uddannelse (fx folkesundhedsvidenskab).
  • Du kan både være nyuddannet, eller have nogle års erfaring fra en politisk styret organisation, konsulentvirksomhed eller lignende.
  • Du er faglig dygtig, grundig og ansvarsfuld i udførelsen af dit arbejde.
  • Du interesserer dig for sundhedsområdet og har måske erfaring med området fra tidligere. Du ønsker at være med til at bidrage til at skabe udvikling på området til gavn for borgerne.
  • Du har gode samarbejdsevner og er stærk i procesunderstøttelse og evner at samle trådene, skabe overblik og følge op. Du kan sikre fremdrift i opgaveløsningen, hvilket forudsætter en naturlig evne til at tage ejerskab og arbejde selvstændigt.
  • Du er initiativrig, nysgerrig og tænker udover de konkret stillede opgaver. Du søger aktivt ny viden og har øje for udvikling på sundhedsområdet.
  • Du er stærk i såvel skriftlig som mundtlig kommunikation, uanset om kommunikation er rettet mod en borger eller et politisk udvalg.
  • Du er en god kollega, der ønsker at bidrage til et positivt fællesskab såvel fagligt som socialt.

Løn- og ansættelsesforhold
Tiltrædelse 1. november 2025. Barselsvikariatet løber som minimum til og med 1. august 2026, men kan forlænges med 1-3 måneder afhængigt af barselsorlovens endelige varighed.

Stillingen er med en arbejdstid på 37 timer ugentligt. Løn- og ansættelsesforhold fastsættes i henhold til gældende overenskomst.

Arbejdsstedet er administrationsbygningen, Torvegade 7, 8450 Hammel. Du refererer til sekretariatschefen i Social og Sundhed.

Ansættelsesprocessen
Ansøgningsfristen er 15. september 2025
1. samtale finder sted 18. september 2025 i tidsrummet 8.30 - 11.30
2. samtale finder sted 25. september 2025 i tidsrummet 8.30 - 10.30

Vi indhenter referencer efter nærmere aftale inden endelig aftale om ansættelse.

Det er en forudsætning for ansættelsen, at den person, som vi ønsker at ansætte, ikke er straffet for forhold, som gør vedkommende uegnet til at bestride stillingen. Der vil derfor blive indhentet straffeattest på den kandidat, der tilbydes ansættelse.

Yderligere oplysninger
Ønsker du yderligere oplysninger, er du velkommen til at kontakte sekretariatschef John René Keller Lauritzen (jrkl@favrskov.dk, 20 16 76 15) eller sekretariatskonsulent Mathilde Kjeldgaard Sørensen (maths@favrskov.dk, 20 18 73 57).

Søg jobbet
Du bedes sende din ansøgning til Favrskov Kommune via linket. Ansøgningen vedlægges CV, eksamensbevis samt eventuelle udtalelser. Alle bilag uploades sammen med ansøgningen.

Favrskov Kommune kan kun modtage ansøgninger sendt elektronisk

 

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Favrskov Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Social og Sundhed Sekretariatet, Torvegade, 8450 Hammel

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 15-09-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/e00d34e0-caeb-47fe-be9e-ceacd020704e

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet