Centerkiosken Hammel er byens samlingspunkt

Foto: Privat. Marianne Jakobsen er idag bestyrer af CenterKiosken Hammel.
Profilbillede
dato

Efter en lidt usikker skæbne er Centerkiosken Hammel igen fuld af liv og kunder. Den 53-årige bestyrer, Marianne Jakobsen, har en stor del af æren for, at kiosken er ført videre i den samme ånd som tidligere.

Marianne er om nogen beviset på, at der stadig findes mennesker, der ikke kan undvære lugten af savsmuld i manegen.

Efter ni års ansættelse i Centerkiosken Hammel hoppede hun i 2002 over i uddannelsessystemet og begyndte at læse til pædagog. Men 16 års fravær blev for meget for hende, så i 2018 var hun tilbage i kiosken 

Da den tidligere ejer stoppede efter 30 år, gik Centerkiosken en usikker fremtid i møde.

På et tidspunkt var den helt lukket, og det var folk i Hammel rigtig kede af. Så besluttede ejeren af hele Temacentret at overtage Centerkiosken, og dertil skulle han finde en egnet bestyrer.

”Midt under min ferie blev jeg ringet op af den nye ejer og tilbudt at blive bestyrer af Centerkiosken,” fortæller Marianne. ”Jeg ville få helt frie hænder til at drive den på min egen måde, og det var meget svært at sige nej til. Så den 16. september 2021 var første åbningsdag, og det har bare braget derudaf med glade kunder siden.”

Kiosk som i gamle dage

Centerkiosken er en ”rigtig” kiosk, som Marianne udtrykker det. Der er de gængse kioskvarer såsom blade, alt i papir, en kæmpe bland-selv-slik afdeling, is, pølser, lotto osv. Desuden er der pakkehjørnet, hvor der leveres pakker fra fire post- og kurérfirmaer.

Endelig kan man forlyste sig med de 24 spillemaskiner i ”Pitten”, der dog har været lukket ned under coronaen.

Foto: Privat // Kiosken har et stort område med bland-selv-slik, for det hører ifølge Marianne en rigtig kiosk til. 

”Jeg er faktisk rigtig glad for også at have fået pakkeekspedition,” siger Marianne. ”Jeg kommer nemt til at lære folk i byen at kende, når jeg gang på gang ser deres navne på pakkerne. Mange kommer også bare ind for at få en sludder eller læsse af, hvis de går og tumler med noget. Jeg agerer engang imellem både socialrådgiver og psykolog, når jeg lægger øre til de mange historier."

Der er i alt 11 ansatte i kiosken. En enkelt medarbejder er på fuld tid, mens der er flere unge medarbejdere, dels gymnasieelever over 18 og nogle få under 18. Der er altid mindst én over 18 til at ekspedere og åbne/lukke.

Mariannes egen datter på 17 arbejder der også, så måske er næste generation klar til at overtage, når Marianne en dag går på pension.

Den rigtige ånd er vigtig

Det har været vigtigt for Marianne at føre Centerkiosken videre i samme ånd, som den gamle ejer kørte efter. Der skal være højt humør fra morgenstunden, og der skal altid være plads til fest og ballade.

”Jeg elsker kundekontakten,” understreger Marianne, "folk er altid glade, og mange handler her på daglig basis. De ved jo godt nu, at hvis der ingen omsætning er, så risikerer kiosken at lukke."

Der er endda nogen, der vender om og går, hvis Marianne ikke er på arbejde eller på ferie. Hun er synonym med kiosken og garanten for kvalitet og orden i sagerne.

”Men det er jo også mit halve liv,” som hun siger, ”den anden halvdel er min mand og mine børn.”

Foto: Privat // Det er også muligt at købe en buket med hjem, når man alligevel besøger kiosken.

De kundevenlige åbningstider harmonerer meget godt med de omkringliggende butikker. Centerkiosken er åben på hverdage fra 9-18, og i weekenden hhv. 9-16 og 9-12.

Af og til har der været så meget run på opkald og forespørgsler på Messenger, så Marianne har måttet sætte begrænsning på den tid, hun besvarer henvendelser.

”Jeg skal også prioritere min datter på 8, så jeg gør meget for at overholde åbningstiderne," påpeger Marianne.

Marianne holder en uges ferie tre gange om året, hvor hun og hendes mand tager til Rhodos. Det er en fast rutine, og det nyder alle parter godt af. Så kommer hun hjem med friske kræfter og nyt gåpåmod til kiosken.

Følg Centerkiosken Hammel på deres Facebookside

Dette indhold er annoncørbetalt og er produceret i samarbejde med en annoncør.
Kilde: Redaktionen