Det går godt for danbolig Hammel, der netop har offentliggjort, at de har nået et mål om at sælge 100 boliger indenfor et år.
Selvom mange brancher har været hårdt ramt af COVID-19 det seneste år, lader det ikke til at være tilfældet for mæglerbranchen. Hos danbolig Hammel har pandemien heller ikke sat en stopper for boligsalget. Tværtimod har der været travlt, og det kan ses på antallet af solgte boliger.
”Vi har talt om i over et års tid, at vi gerne ville op og sælge 100 boliger,” fortæller Anders Lauridsen, der er indehaver og ejendomsmægler ved danbolig Hammel.
Ifølge indehaveren skyldes succesen hårdt arbejde og vedholdenhed.
”Vi er et godt team bestående af lokale, og vores succes skyldes blandt andet, at vi er gode til at få lavet de markedsføringsmæssige tiltag, hver gang vi får noget til salg,” fortæller Anders Lauridsen.
Hos danbolig Hammel har de i løbet af de seneste år solgt hele 67 villaer, og er dermed den mest sælgende ejendomsmægler i Hammel, når det kommer til denne ejendomstype.
Det næste mål for danbolig Hammel er at sælge 125 boliger alt afhængig af, hvordan boligmarkedet udvikler sig.
”Vi har ikke som sådan en tidshorisont for vores næste mål. Men alt afhængig af markedskonjunkturerne satser vi på at nå målet indenfor et år,” siger indehaveren.
Hvordan målet skal nås, er Anders Lauridsen ikke i tvivl om.
”Vi glæder os til at hjælpe endnu flere kunder i mål med køb og salg, samtidig med at vi fortsætter med at skabe glade kunder, som er en forudsætning for at nå vores mål.”