BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Plejecenter Tinghøj i Hammel søger social- og sundhedsassistenter til ansættelse snarest muligt, og du har mulighed for at blive en del af vores dygtige team i et bredt arbejdsfællesskab.
Vi tilbyder et udfordrende og meningsfuldt arbejde, hvor den fælles vision er: Sammen om at skabe en værdifuld og tryg hverdag for vores beboere.
Som social- og sundhedsassistent er du med til at varetage den komplekse helhedspleje af vores demensramte beboere både i forhold til deres basale behov og sundhedsfaglige opgaver. Ydermere vil du have et særligt fagligt ansvar for indsatsen hos beboeren herunder også dokumentation, lægekontakter, medicin og kontakt til de pårørende.
Dine faglige kvalifikationer
Vi forventer, at du
- er uddannet social- og sundhedsassistent. Du er velkommen, uanset om du er nyuddannet eller har mange års erfaring
- er fagligt engageret og tager medansvar for beboernes trivsel
- har lyst til at arbejde med demensspecialet og finder glæde ved en afvekslende hverdag
- har mod til at byde ind med kreative løsninger i tilgangen til beboerne
- er bevidst om egne kompetencer og er interesseret i faglig udvikling
- ønsker at medvirke til en høj kvalitet i dokumentation og den daglige indsats
- det er et plus, hvis du har lyst til at blive en del af vores praktikvejleder-team for SSA-elever.
Dine personlige kvalifikationer
Vi ønsker, at du
- er pålidelig og har omtanke for dine kollegaer
- har lyst til at arbejde med borgere med demens
- er fleksibel og omstillingsparat og trives i en omskiftelig hverdag
- er rolig og kan finde ud af ”bare at være”, når beboerne har brug for det
- går til hverdagens udfordringer med humor og positivitet
- har en faglig og personlig robusthed. Vi kan alle slå os på hverdagen. Robusthed for os er, at man tør være åben og ærlig og tale konstruktivt om dét, der er svært.
Om arbejdslivet hos os
Du vil blive en del af et af husets tre faste teams. Dine kommende kollegaer er tværfaglige og består af social- og sundhedshjælpere og -assistenter, pædagoger, sygeplejersker, centersygeplejersker og en terapeutuddannet aktivitetsansvarlig. Mange af dem har flere års erfaring og har været ansat i huset i mange år. Vi gør meget for at bruge humor i dagligdagen og grine samme. Vi drager omsorg for hinanden og siger tingene, som de er.
De forskellige teams arbejder med en høj faglighed og sørger selv for at fordele og planlægge dagen hos beboerne. Mange beslutninger træffes af den enkelte medarbejder, som er tæt på beboerne. Vi tilbyder derfor en arbejdsplads, hvor du har en høj grad af frihed i arbejdstilrettelæggelsen, vekslende opgaver og en varierende hverdag. Ikke to dage er ens, når man arbejder i demensspecialet.
Vores vigtigste opgave er at skabe ro og give vores beboere en tryg tilværelse. Vi gør meget for at tilgodese beboernes individuelle behov og tilpasse dagen derefter. Vi arbejder socialpædagogisk og støtter beboerne til at bevare deres værdighed i hverdagen med afsæt i Tom Kidwoods ”Blomsten”. Vi har et tæt samarbejde med vores to dygtige demenskoordinatorer i huset, kommunens demenskonsulenter og geronto-psykiatrien. Vi har løbende faglig sparring på teammøder, beboerkonferencer og supervision.
Om huset
Plejecenter Tinghøj er beliggende i Hammel og er et specialiseret hjem for borgere med demens i sen fase. Centeret huser 40 beboere og består af 6 mindre ”huse” samt et ”forsamlingshus”, som danner ramme for sociale arrangementer. Sammen med vores beboere søger vi at skabe et bofællesskab med en hjemlig atmosfære.
Yderligere oplysninger
Tinghøj er et hjem i alle døgnets timer, og vi søger en dygtig kollega, der kan give omsorg og støtte til beboerne både om dagen, aftenen og i weekender og helligdage. Vi forsøger, så vidt det er muligt, at imødekomme personlige ønsker i arbejdstilrettelæggelsen. Stillingen er en fuldtidsstilling, men vi har mulighed for at tilpasse timeantallet til dine ønsker.
Hvis du er interesseret i at høre mere, eller komme forbi til en uformel snak, er du velkommen til at kontakte leder af Tinghøj Plejecenter Dora Marie Weis Lasthein på tlf. 23 46 27 89 eller pr. mail dlas@favrskov.dk
Der vil blive indhentet straffeattest i forbindelse med evt. ansættelse.
Ansøgningsfrist og samtale
Vi modtager gerne din motiverede ansøgning senest den 24. september 2023. Vi afholder samtaler tirsdag den 26. september 2023 over middag.
Søg jobbet
Vi beder dig sende din ansøgning til Favrskov Kommune via nedenstående link. Du kan se alle ledige stillinger på www.favrskov.dk/job
Favrskov Kommune kan kun modtage ansøgninger sendt elektronisk
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Favrskov Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Favrskov Kommune, Jagtvej 6, 8450 Hammel
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 24-09-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Ved skriftlig henvendelse: https://portal.signatur.dk/ExtJobs/DefaultHosting/JobApplication.aspx?ClientId=1435&ERId=84844
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5902897