Søndag klokken 15:00 var Hammel GF på besøg i Tvis Centret, hvor Tvis ikke ville lade gæsterne komme let til fadet.
Efter en højintens affære endte kampen noget så sjældent som uafgjort, 24-24, og cheftræner for Hammel GF, Phillip Lyngby reagerede således på kampens udfald.
Dagens opgør mod Tvis var endnu en helt tæt kamp, mod en dygtig modstander. Selvom vi fik en sløj start på kampen, formåede drengene at holde hovedet koldt, og spille sig tilbage i kampen, som bølgede frem og tilbage.
Med halvandet minut tilbage var vi bagud 24-22, og en mand i undertal, men drengene viste høj klasse ved at holde Tvis fra scoringer, og til sidst sikre det uafgjorte resultat. Alt i alt var det en flot præstation, på en svær udebane.
Det sker ikke særlig tit, at håndboldkampe ender uafgjort, og ifølge cheftræner Lyngby var holdets præstation en blandet fornøjelse set fra bænken af.
Vi har desværre igen i dag for mange skud fra distancen, som mangler den sidste kvalitet. Vi skal stadig arbejde på vores skud til de næste kampe.
Phillip Lyngby fremhævede kort efter kampen iøjnefaldende kræfter fra sit hold, som han tager med til næste kamp.
Kasper Bonde leverede i dag en stærk præstation i begge ender af banen. Kasper fik i forsvaret afvist Tvis’ dygtige højrebacks, mens han i kontra-fasen drev bolden op ad banen i et tempo, de færreste forsvarsspillere kan følge. I angrebet styrede han, som playmaker, spillet flot og fik sat ro på en ellers hektisk slutfase. Fortjent kåret som 'Kampens Spiller'.
Jonas Petersen var i dag også en konstant trussel mod Tvis-forsvaret, hvor han gang på gang selv gik igennem, på overraskende gennembrud, eller fik fordelt bolden til gode chancer for sine medspillere.
På tirsdag den 29. marts skal Hammel GF møde Ikast KFUM. Kampen fløjtes i gang klokken 20:15 i Hammel Idrætscenter. Her vil holdet fokusere på at minimere deres fejl i forsvaret og i kontrafasen, så de kan udnytte deres hurtighed op ad banen. Sådan er meldingen fra Phillip Lyngby.
Kampens resultat:
24-24
Række: U-15 Drenge 1. Division B