"Vi tror på fremtiden. At vi kan lave biler de næste mange år - og det vil vi vise kunderne. Vi har lavet et nyt dækcenter og har tilmed investeret i et nyt el- og hybrid område, hvor vi kan servicere de nye avancerede biler", fortæller Jens Johansen.
Jens, der selv stod i lære som automekaniker på matriklen fra 1992-96, blev også udlært der.
"Det var dengang, der var platiner og tændrør - og et eftersyn på bilerne kunne tage en hel dag".
Efter en tid som automekaniker i militæret, blev Jens ansat hos daværende O.K. Olesen i Silkeborg frem til 2008. Der fik han både kendskab og erfaring med varebiler. Han var med til at montere og klargøre nye biler, herunder varebiler, og fik derfor en del kendskab til auto-elektro.
"Men jeg havde et stort ønske om at få mit eget værksted. Lejligheden bød sig, da min kammerat Villy en dag ringede og sagde, at han havde tænkt at sælge sit værksted i Hammel. Jeg slog til - og d. 13. marts 2008 skrev jeg under på købskontrakten. 1. juni fik jeg nøglerne og kunne dermed åbne mit eget værksted".
Jens Johansen startede Byens Auto ApS med 2 svende i værkstedet. Et værksted, som trængte til en kraftig renovering og som blandt andet fik nye lifte, så de kunne følge med tidens krav til et moderne værksted med det rette udstyr og specialværktøj.
Der er sket mange ting siden. Jens er fulgt med tiden og har i dag udover sig selv 5 svende, én lærling og tre ungarbejdere samt en kontorassistent.
"Vi har medarbejdere, der har været her i mange år. Vi har derfor stor erfaring med rådgivning og vejledning til vores kunder, både med hensyn til køb og reparation", fortæller Jens, som satser på høj kvalitet og faglighed med veluddannede medarbejdere.
På værkstedet klarer Byens Auto ApS alle slags reparationer. "Vi laver også en del varebiler. Og så har vi en rigtig god pladesmed og et karossericenter, så vi også kan reparere trafikskader", fortæller Jens Johansen, som bakkes op både af de lokale og det store opland.
Jens Johansen er medlem af AutoMester E+ hvor E'et står for energi. Det dækker både el- og hybridbiler og miljøet, som vi tænker ind i det hele. Autoværkstedet i Hammel, hvor Jens selv bor, giver også noget tilbage til lokalsamfundet.
"Vi støtter den lokale fodboldklub og idrætscenteret - og så vi er tilmed sponsor for Hammel Hestemarked", forklarer Jens.
"Vi er kvalificerede til at tage os af alle bilmærker. Det betyder, at vi er godkendt til at udføre serviceeftersyn og reparation, uanset bilmærke eller årgang på bilen. De biler, der kommer på vores værksted, er derfor en skøn forening af ældre og helt nye biler. Mange kunder har nemlig allerede fundet ud af, at nyvognsgarantien bevares, når blot alle serviceeftersyn overholdes og du får et AutoMester-stempel i servicebogen", forklarer Jens, der i den daglige drift tager sig af de administrative opgaver. Han er dog altid i arbejdstøjet, så han er klar til at give en hjælpende hånd på værkstedet, hvis det er nødvendigt.
Vi glæder os til at se dig på Anbækvej 17B
Byens Auto ApS - Dit lokale bilværksted i Hammel