Indbrudstyve stjal skydevåben – idømt fængselsstraffe

Profilbillede
dato

Tyveriet af et våbenskab med flere våben endte med at koste to mænd en længere fængselsstraf, da de mandag blev dømt i Retten i Randers.

Mændene, der hhv. 32 og 45 år, blev begge dømt for besiddelse af skydevåben i det offentlige rum under særligt skærpende omstændigheder, og det udløste en straf på to år og syv måneders fængsel til 32-årige, og to år og seks måneders fængsel den 45-årige. 

Natten til den 16. november sidste år brød de to mænd ind i en landejendom i Kousted tæt på Randers. Her stjal de ud over nogle møbler et våbenskab, som indeholdt to jagtgeværer og en riffel og tilhørende ammunition. 

 

Opmærksom borger slog alarm

Mændene læssede våbenskabet på en trailer og kørte til en adresse i Hammel, som den ene af mændene har tilknytning til. En opmærksom borger ringede til politiet, da hun undrede sig over, at der luskede to mænd rundt midt om natten og læssede ting af, og kort efter ankom en patrulje til stedet. 

Betjentene fik hurtigt øje på, at mændenes bil var pakket med møbler, og at der også lå et koben og en boltsaks derinde. De to mænd blev anholdt, og politiet fandt våbenskabet liggende inde på adressen, hvor mændene havde været i gang med at bryde det op, da de blev forstyrret af betjentene. 

 

Blev varetægtsfængslet

Begge har siden anholdelsen siddet varetægtsfængslet i sagen, og mandag i retten erkendte begge mændene tyveriet. 

”De to mænd havde fat i tre farlige skydevåben, der potentielt kunne have forvoldt alvorlig skade på andre. Heldigvis fik politiet fat i mændene, og jeg er tilfreds med, at de få måneder efter anholdelsen nu er blevet dømt. Sager om skydevåben i det offentlige rum tager retten meget alvorligt, og det afspejlede straffen også, ” siger senioranklager Jakob Beyer. 

Årsagen til at den 32-årige fik en måneds fængsel mere end den 45-årige, er, at han også blev dømt for nogle andre mindre forhold. 

Begge mændene udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.  

 

Denne artikel er skrevet af Linnéa Funk og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Østjyllands Politi.
Kilde: Østjyllands Politi