Japansk pileurt spreder sig med lynets hast

Profilbillede
dato

Har du spottet en japansk pileurt i haven eller i naturen omkring Hammel? I så fald har du god grund til bekymring.

Den japanske pileurt er nemlig en invasiv plante, og den hører ikke til i den danske natur. Den breder sig hurtigt og fortrænger andre planter i at gro, hvilket skaber ubalance i den naturlige flora. 

Hvis du har fået øje på den hjemme hos dig selv, skal du med det samme beskære den. Smid det afskårne i en sæk og derefter i brændbart – ikke i komposten. Den mindste spire kan nemlig vokse sig til en ny stor plante, hvilket altså er grunden til, at rester fra planten skal brændes og ikke komposteres. Har du mulighed for det, så skal hele plantens rod med op. På den måde kan du sikre dig, at den ikke spreder sig yderligere. Dette er dog nemmest at gøre, hvis plantens bestand er under 5 m2. 

Japansk pileurt er så invasiv og et så stort problem for den omkring voksende natur, at den er på IUCN’s liste over de 100 værste og mest invasive plantearter i hele verden. Derfor er det altså ikke uden grund, at du bør holde et vågent øje efter planten og dens udbredelse.

Allerede nu er japansk pileurt spottet flere steder i Favrskov Kommune, hvoraf bekæmpelsen flere steder er påbegyndt. 

Kilde: Lokalavisen Favrskov