Jesper elsker at få ting til at skinne

Foto: Jesper Lund Sørensen .
Profilbillede
dato

Umiddelbart skulle man tro, at Jesper elsker guld og diamanter, når man hører ham fortælle om sin passion: at få ting til at skinne.
Men det er noget meget mere jordnært, Jesper pudser og plejer: biler, motorcykler og vinduer.

33-årige Jesper Lund Sørensen grundlagde virksomheden Jespers Bilpleje sidste år i oktober. 

”Jeg har de sidste tre til fire år haft en interesse for at se en nedslidt og misligholdt bil blive pæn og velholdt igen,” fortæller Jesper og fortsætter:

”Jeg tilbød altid familie, venner og bekendte at ordne deres biler gratis, men det er jo ikke holdbart i længden. Så efter et par bilplejekurser besluttede jeg mig for at blive selvstændig og forsøge at gøre det til mit levebrød.”

I de første år af sit arbejdsliv har Jesper taget en række kurser i EGU-regi (erhvervsgrunduddannelsen).

Det har hovedsageligt været kurser, der har kvalificeret ham til at sidde bag rattet eller styrepindene i entreprenørmaskiner af forskellig art. Han har ”kørekort” til blandt andet gravemaskine, dumper og rendegraver, ligesom han også i en periode har arbejdet som lastbilchauffør. 

Jesper er en mand, der arbejder målrettet efter det, han har sat sig for at opnå. 

”Jeg er sikker på, at jeg har startet noget op, som godt kunne gå hen og blive til noget stort.
Det bliver mere og mere normalt, at den helt almindelige bilejer godt vil give lidt for at få sin bil plejet og vedligeholdt,” siger han.  

Samtidig giver Jesper udtryk for, at han er superglad for at have startet selvstændig virksomhed, og det er en ekstra gulerod for at lægge sig i selen. 

Man er aldrig i tvivl om, hvad man får for sine penge, hvis man bestiller bilpleje hos Jesper. På hans hjemmeside fremgår det klokkeklart, hvad de forskellige pakker indeholder, og han tilbyder alt lige fra grundig indvendig rengøring og polering til lakforsegling og komplet klargøring. Som noget ekstra kundevenligt kan man endvidere bestille Jesper til at hente bilen, eller simpelthen klare hele rengøringen på kundens adresse. 

I disse tider er det desuden vigtigt for Jesper, at alle hans vaske- og plejeprodukter er biologisk nedbrydelige og miljøvenlige. 

Der kan godt være dage, hvor der ikke er kunder i bilplejeafdelingen. Så finder Jesper da bare på noget andet at få dagen til at gå med. Han tilbyder blandt andet vinduespudsning samt rensning af møbler og gulvtæpper. Alt, hvad han kaster sig over, bliver udført med den største omhu og akkuratesse. For at bruge hans eget udtryk: 

”Jeg kræser om det, jeg laver.”

Med de mange aktiviteter og nicher i virksomheden har Jesper ikke så meget tid til at dyrke fritidsinteresser: 

”Jeg har altid betragtet mit arbejde som min hobby, så jeg har ikke savnet deciderede fritidsinteresser. Når jeg har skullet slappe af, har jeg haft min gummibåd på vandet eller kørt en tur på min motorcykel,” fortæller han.   

Der har heller ikke været tid til at finde en kæreste. ‘De vil også bare bestemme alting’ er Jespers holdning. Når der endelig er tid til det, ynder han at være onkel for sin søsters to børn, og han bruger også tid sammen med sin mor. 

På spørgsmålet om, hvor Jesper ser sig selv om nogle år, svarer han: 

”Jeg håber virkelig, at jeg har lagt grunden til noget stort, og at jeg om nogle år har et par medarbejdere ansat. Det kunne være fedt at bringe Jespers Bilpleje op på et højere niveau.”

Skal du have kræset om din bil, kan du finde de mange tilbudspakker på Jespers hjemmeside.

Virksomheden ligger på Viborgvej 111, Voldby. 

Dette indhold er annoncørbetalt og er produceret i samarbejde med en annoncør.
Kilde: Jespers Bilpleje // Jesper Lund Sørensen