Danmark har bestilt millionvis af vacciner mod COVID-19, og såfremt producenterne overholder alle leveringsaftaler, skal vi massevaccinere i april og maj 2021.
Sundhedsstyrelsen har bedt regionerne om at forberede vaccination af op til 100.000 personer per dag. Det er en kolossal opgave, og alene i Region Midtjylland skal vi planlægge at vaccinere over 20.000 borgere dagligt i månedsvis. Det kræver megen fysisk plads til parkering, registrering, vaccinationsbåse og venteområder. Det vil også kræve mellem 500 og 1000 vaccinatører dagligt i Region Midtjylland når massevaccinationen starter for alvor.
Der bliver virkelig brug for mange frivillige, og derfor er jeg sammen med tusindvis andre tilmeldt et korps af vaccinatører. Jeg tvivler dog på, at der foreløbig kan leveres 100.000 vacciner dagligt til Danmark, men alligevel skal vi jo være forberedt.
Som regionsrådsmedlem har jeg for længst foreslået oprettelse af permanente COVID-19 vaccinationscentre i alle kommuner kombineret med fleksible mindre centre. Placeringen aftales i et tæt samarbejde mellem region og kommune. I Favrskov Kommune er det foreløbig endt med, at regionen opretter et fast vaccinationscenter mod COVID-19 i Hammel Idrætscenter. Meningen er, at alle Favrskovborgere kan modtage første og andet stik i egen kommune. Efter min vurdering er det dog ikke tilstrækkeligt! Der bør også etableres som minimum et midlertidigt center i Hinnerup, som jo ligger centralt i den mest folkerige del af kommunen. Det mest ideelle vil være et vaccinationscenter i alle kommunen fire hovedbyer.
Coronavirus kan ikke udryddes, men sygdommen kan kontrolleres når et stort flertal af befolkningen er vaccineret eller har gennemlevet sygdommen. Det vil formentlig i årtier fremover være behov for løbende udvikling af nye coronavacciner og en forsat høj hygiejne i dagligdagen. Ved udgangen af februar 2021 er kun cirka 3 % af danskerne færdigvaccineret. Men det bliver heldigvis hurtigt meget bedre, for der er en massevaccination på vej!