Myndighederne advarer om øget risiko for svindel efter læk af CPR-numre – sådan beskytter du dig

Foto: Favrskov kommune.
dato

Efter læk af CPR-numre advarer myndighederne om øget risiko for svindelforsøg. Følg fire råd for at beskytte dig og få hjælp på Cyberhotlinen ved behov.

Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet har informeret om, at uvedkommende har fået uautoriseret adgang til personoplysninger som navne, adresser og CPR-numre gennem CPR-systemet. Disse oplysninger kan misbruges i forbindelse med svindel.

Der er fire gode råd til at forebygge svindel:

  1. Vær ekstra opmærksom på uventet kontakt. Vær altid særlig opmærksom på SMS’er, opkald og mails, hvor afsenderen bruger oplysninger om dig.
  2. Klik ikke på uventede links. Hvis du modtager uventede SMS’er eller mails med links, så klik ikke, men gå selv ind via den officielle hjemmeside eller ring til afsenderens hovednummer og dobbelttjek.
  3. Del ikke oplysninger. Del aldrig oplysninger som MitID-oplysninger, engangskoder, adgangskoder eller kortoplysninger.
  4. Opret en kreditadvarsel på borger.dk. Ved konkret mistanke om svindel med dit CPR-nummer kan du oprette en kreditadvarsel på borger.dk. En kreditadvarsel er en markering i CPR, der gør det sværere at optage lån eller kredit i dit navn.

Hvis du har brug for hjælp, for eksempel til at oprette en kreditadvarsel, kan du kontakte Styrelsen for Samfundssikkerheds Cyberhotline for digital sikkerhed på telefonnummer 33 37 00 37. Cyberhotlinen har i de kommende dage udvidet åbningstid fra kl. 8-24.

https://favrskov.dk/nyheder/laek-af-cpr-saadan-skal-du-forholde-dig

Kilde: Favrskov Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.
Mest læste artikler