Kultur- og Fritidsudvalget har imødekommet 13 ud af 16 ansøgninger til Bevægelsespuljen, hvilket betyder, at flere borgere i Favrskov Kommune snart kan se frem til nye muligheder for bevægelse og fysisk aktivitet uden for de traditionelle forenings- og fritidstilbud.
Bevægelsespuljen er oprettet for at sikre, at nye målgrupper får mulighed for at blive mere aktive. Blandt projekterne fra denne ansøgningsrunde er et mindfulness-tilbud for kræftramte, arrangeret af Kræftens Bekæmpelses lokalforening Favrskov. Derudover er der flere initiativer målrettet seniorer, herunder tilbud i Favrskov Taekwondo Klub.
I alt uddeles 168.190 kr. fra puljen til de 13 projekter. Formændene for Folkeoplysningsudvalget, Favrskov Idrætssamvirke og Spejdersamrådet i Favrskov Kommune har fungeret som sparringsgruppe for forvaltningen og har bidraget til vurderingen af de 16 indkomne ansøgninger.
Med denne støtte vil flere forskellige målgrupper i Favrskov Kommune snart kunne deltage i tilrettelagte aktiviteter, der fremmer bevægelse og fysisk trivsel.
https://favrskov.dk/nyheder/stor-interesse-bevaegelsespuljen