Klubberne har lavet et holdsamarbejde på u17 piger, for at sikre at der er mulighed for at spille u17 pige håndbold i Favrskov kommune. Før sæsonen stod begge klubber med for få piger til at etablere et u17 pigehold. I hele landet har klubberne svært ved at samle spillere til hold i denne aldersgruppe.
En gruppe frivillige arbejdede hårdt for at skabe rammerne for det nye holdsamarbejde, og så er pigerne mødt op med gåpåmod og ønsket om at spille håndbold. Pigerne har været gode til at tage fat i deres kammerater, som var stoppet med håndbold eller var klar til at stoppe, hvis der ikke kom et tilbud. Pigerne har været utrolig åbne for at lære deres nye holdkammerater at kende, det at have det sjovt er også en vigtig del af at spille på holdet.
Der er blevet trænet de sidste 4 uger og 12-14 piger møder op til træning skiftevis i Hammel og Hadsten. De første træningskampe er spillet og i næste weekend tager pigerne med til Tornby Cup, for at udvikle det sociale sammen med håndboldspillet. Begge klubber er nogle af de klubber, som sender flest ungdomshold til Tornby Cup. Når turneringen starter, stiller holdet op i u17 pige 2. division i region midt.
Morten Andersensen, Hadsten Håndbold: Det er fedt at træne disse piger, de elsker at spille håndbold. Der trænes seriøst og humøret er i top.
Michael Thorbøll Thomsen, Hammel GF Håndbold: Med dette hold holder vi mange gode piger og håndboldspillere i foreningslivet. Dette kan være fundamentet for et u19 hold i fremtiden.
Lars Kloster, Hammel GF Håndbold: Der er virkelig god energi på holdet. Er der andre piger på årgang 2008, 2009 og 2010, som er klar til at spille håndbold? Så er der plads til jer hos os.
For mere information om holdet, så kontakt:
Lars Kloster, tlf. 40807220, larskloster3103@gmail.com