Østjyllands Politi: Nyt fra Hammel - tirsdag den 7. juli

dato

Hammel er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Fremstilling i Retten i Aarhus kl. 10.30

Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 10.30 i Retten i Aarhus en 21-årig mand, der sigtes for voldtægt af en 18-årig kvinde på et hotelværelse i Aarhus søndag eftermiddag/aften.

Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning i sagen, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere.

--

 

Fremstilling i Retten i Aarhus kl. 13.00

Østjyllands Politi fremstiller tirsdag kl. 13.00 i Retten i Aarhus fire mænd på 18, 21, 22 og 22 år, der alle sigtes for overtrædelse af våbenloven og trussel på livet og frihedsberøvelse begået mod en 22-årig mand ved Åbyhøjgård i Åbyhøj mandag aften ved 21-tiden. De fire mænd sigtes desuden for salg af narkotika, da der ved en efterfølgende ransagning blev fundet en større mængde kokain i en lejlighed tilhørende en af de sigtede.

Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning i sagen, hvorfor der ikke kan oplyses yderligere.

**

 

Vidner søges i forbindelse med knivstikkeri

Mandag aften kl. 23.46 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at op mod ti personer var i slagsmål ved Søndervangen i Viby. På stedet var der også to biler, en sort Mercedes B-klasse og en sort Audi Q2 eller Q3. Da politiet kort efter ankom til stedet, var der intet slagsmål, men betjentene traf flere vidner, der alle havde hørt råben og set flere personer slås. Området blev spærret af og gennemsøgt af politihunde, der fandt flere spor og genstande, der formentlig havde relation til slagsmålet.

Kl. 23.58 kom der via 112 en anmeldelse om, at en person var blevet stukket med kniv, og at han var på vej på skadestuen. Der blev sendt en patrulje til Aarhus Universitetshospital, hvor betjentene traf otte personer, der alle blev visiteret. Tre af dem blev fundet i besiddelse af en peberspray og blev sigtet for overtrædelse af våbenloven.

Betjentene traf også en 21-årig mand, der havde flere snitsår i hånd, skulder, læg og balle – dog ikke noget livstruende. Manden ønskede ikke umiddelbart at tale med politiet, der derfor endnu ikke har det fulde overblik over hændelsesforløbet. På baggrund af vidneforklaringer og fund på stedet er det dog politiets opfattelse, at den 21-årige mand er blevet stukket i forbindelse med slagsmålet på Søndervangen i Viby.

Østjyllands Politi er i fuld gang med at klarlægge hændelsesforløbet og hører i den forbindelse meget gerne fra borgere, der har set noget i forbindelse med slagsmålet på Søndervangen omkring kl. 23.45 mandag aften. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

**

 

Kvik borger tog nøglerne fra formodet narkobilist

En handlekraftigt mandlig bilist var mandag med til at få standset en formodet narkobilist, som kørte imellem Hvidsten og Fårup. Manden kom til at køre bag bilen, der slingrede kraftigt ud og ind og flere gange kørte over spærreflader på vejen.

Den kvikke bilist ringede derfor til politiet og fulgte de næste 9-10 kilometer efter den slingrende bil, indtil den holdt ind på en plads i Fårup. Her steg manden ud og skyndte sig hen til bilen, der holdt i siden. Han tog nøglerne fra den 38-årige mand bag rattet og blev herefter ved bilen, indtil patruljen kort efter kom frem.

En narkometertest på stedet viste, at den 38-årige havde ulovlige stoffer i blodet, og han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel. Det viste sig i øvrigt, at den 38-årige var frakendt kørekortet, hvilket sikrede ham en sigtelse for kørsel uden førerret.

Stort klap på skulderen for indsatsen til den kvikke bilist.

**

 

Sigtet for at vise falsk kørekort

En 38-årig rumænsk mand blev mandag formiddag afsløret, da han viste falsk legimitation til en medarbejder i Styrelsen for International Rekruttering og Integration i Aarhus. Den 38-årige bad om at få udstedt et opholdsdokument og oplyste sit navn og viste sit id-kort. Med hjælp fra styrelsens computersystem fandt medarbejderen ud af, at det efter al sandsynlighed var et forfalsket id-kort, hun sad med i hænderne.

Hun bad derfor den 38-årige sætte sig og vente, hvorefter hun ringede til politiet, der kort efter kom frem. Over for betjentene erkendte den 38-årige, at han havde opgivet falsk navn, og at id-kortet ikke var ægte. Han blev derfor anholdt og sigtet for dokumentfalsk.

Det skal nu afgøres, hvorvidt den 38-årige skal udvises af Danmark.

**

 

31-årig skabte utryghed på banegården

Østjyllands Politi måtte to gange mandag aften anholde en 31-årig mand, som skabte uro og utryghed ved banegården i Aarhus. Kl. 17.34 ringede nogle vagter på stedet til politiet, da den 31-årige var nærgående over for flere piger og råbte og truede flere vagter.

Da patruljen ankom, forklarede den 31-årige, at han skulle med et tog. Han blev derfor bedt om at gå ned på perronen og fik besked på ikke at opholde sig i banegårdshallen. Den anvisning nægtede den 31-årige at følge, og han blev derfor anholdt og taget med på politigården.

Nogle timer efter blev han løsladt, og kl. 21.29 var den gal igen. Den 31-årige var taget tilbage til banegården, hvor han igen stod og generede folk. Han blev derfor endnu en gang anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden.

**

 

Computere stjålet fra firma i Hammel

Natten til tirsdag omkring kl. 2.00 brød to mænd ind en virksomhed på Frankrigsvej i Hammel, hvor de knuste en rude og stjal flere computere fra et kontor.

Mændene blev fanget på videoovervågningen og ud fra optagelserne, har politiet foreløbigt følgende signalement af dem:

A

  • Ca. 180 cm høj
  • Iført sort cap, sort jakke, sorte joggingbukser, grå arbejdshandsker og sorte Nike Free-sko med hvidt logo

B

  • Ca. 190 cm høj
  • Iført sort cap, sort jakke med refleksmærke bagpå i toppen, mørkeblå joggingbukser, grå arbejdshandsker og sorte kondisko

Mændene kørte sandsynligvis i en mørk personbil.

Har du set de to mænd eller et mistænkeligt køretøj omkring Frankrigsvej natten til tirsdag, så hører Østjyllands Politi gerne fra dig via tlf. 114.

**

Færdsel

Mandag kl. 9.27 skete der et færdselsuheld på Østjyske Motorvej i nordgående retning ved Tilst. En 24-årig kvindelig bilist ramte i forbindelse med et vognbaneskifte ind i en bil ført af en 33-årig mand. Herefter kørte begge biler ind i autoværnet. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade.

Mandag kl. 9.48 skete der et færdselsuheld på Motortrafikvejen ved Rønde. En 43-årig mandlig bilist mistede kontrollen over sin bil og ramte ind i en busk ved siden af vejen. Hverken den 43-årige eller de passagerer, han havde med, kom umiddelbart noget til.

Mandag kl. 11.37 skete der et færdselsuheld på Tinesvej i Brabrand. En 74-årig mandlig cyklist blev ramt af en bil ført af en 40-årig mand. Cyklisten kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.

Mandag kl. 17.39 blev en 21-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Lokesvej i Åbyhøj.

Mandag kl. 17.50 blev en 27-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Møllevangsvej i Randers SV.

**

Indbrud

Der er det seneste døgn anmeldt to indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.

  • På Auningvej i Gjesing ved Auning begået søndag d. 5/7 mellem kl. 22.45 og kl. 23.25
  • På Haraldsvej i Randers SØ begået mellem søndag d. 5/7 kl. 12.00 og mandag d. 6/7 kl. 12.00
Kilde: Østjyllands Politi