Kan du skabe skole-nærvær?
Underviser med specialpædagogiske kompetencer og erfaring søges til skolefraværsteam med udgående funktion til elever i specialområdet.
Skovvangskolen i Hammel hjælper elever med massivt skolefravær i Favrskov Kommune.
Skolenærværsteamet ZENIT varetager undervisningen fx i elevens hjem og i tæt samarbejde med forældrene, PPR, børne- ungerådgiver, uddannelsesvejleder, kommende skole- eller uddannelsestilbud m.fl.
Ud over at varetage undervisningsopgaven yder ZENIT vejledning til forældrene ift. alt, der vedrører elevens trivsel.
Vi arbejder målrettet med at hjælpe eleven tilbage i et fællesskab i passende tempo.
Vi søger en kollega, som
- har erfaring inden for specialundervisning og evt. uddannelse og kurser i specialpædagogisk tilgang, fx inden for autisme.
- er meget stærk på det relationelle felt og kan skabe en relation, selv hvor relationen ikke umiddelbart ønskes.
- har arbejdet med skolevægring.
- kan være i elevernes langsomme eller helt udeblivende progression – for en tid.
- kan lide at arbejde i et team, men trives også med at være alene, fx hjemme ved eleven.
- kan lide detaljeret dokumentation og meget tæt forældrekontakt.
- synes, det er spændende at læse faglitteratur om skolevægring/specialundervisning.
- elsker at ”nørde” helt ned i detaljen for den enkelte elev og måske have et samvær om en særinteresse som fx dyr, LEGO, gaming, rollespil, konspirationsteorier eller lignende.
- kan ”udlåne” dit eget følelsesmæssige apparat til elever, der selv har svært ved at sætte ord på følelser og tanker.
- Derudover kunne det være fedt, hvis du kan noget med heste/ridning eller andre dyr, men det er ikke et krav. Vi har en del elever, der er glade for dyr.
Skovvangskolen
Skovvangskolen er en folkeskole med ca. 650 elever fra 0.-10. kl., heraf ca. 100 elever i vores specialområde. Vi er en skole med specialklasser for børn med forskellige diagnoser samt generelle indlæringsvanskeligheder.
Du bliver en del af et team med seks top-dygtige kolleger. I har kontor på Skovvangskolen, men kører rundt i hele Favrskov Kommune. Du bliver også en del af en personalegruppe på ca. 115 ansatte med høje ambitioner, lyst til udvikling og glimt i øjet.
Yderligere oplysninger
For yderligere oplysninger kontakt afdelingsleder Louise Nøhr Søndergaard på lsnd@favrskov.dk eller på tlf. 51 35 66 06. Du kan også læse mere om skolen på vores hjemmeside skovvangskolen-hammel (aula.dk)
Ansøgningsfristen er den 9. maj 2025, og ansøgning sendes via favrskov.dk/job
Samtaler finder sted den 15. maj 2025, kl. 13-17.
Tiltrædelse forventes pr. 1. august 2025.
Løn- og ansættelsesvilkår sker efter gældende overenskomst mellem KL og DLF. Bemærk, at løngrundlaget kan variere mellem kommuner. Timetallet forventes at lande på 20 timer og er indtil videre tidsbegrænset fra 1. august 2025 til 30. juni 2026. Der er udkørende funktioner i stillingen – der ydes kørselsgodtgørelse efter gældende regler. Der indhentes straffe- og børneattest i forbindelse med ansættelsen.
Favrskov Kommune kan kun modtage ansøgninger sendt elektronisk
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Favrskov Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Skovvangskolen Zenit, Minervavej, 8450 Hammel
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 09-05-2025;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/2fd37ac5-dda3-4ea5-ba5a-62c9f4292b69