Hele 30 millioner er blevet doneret af Elsass Fonden.
Den tocifrede million donation skal gå til udvikling og afprøvning af et nyt udrednings- og rehabiliteringstilbud til personer med cerebral parese – en skade i hjernen. Der findes allerede flere tilbud til børn med skaden, men endnu ikke til voksne. Dette skal den store donation til Hammel Neurocenter altså ændre på.
Hjerneskaden, cerebral parese, er et varigt og livslangt handicap. Mellem 8000 og 10000 danskere lever med skaden i større eller mindre grad. Det nye tilbud til voksne med cerebral parese, giver borgeren mulighed for enten ambulant udredning, eller udredning under en kort indlæggelse.
Det er vigtigt, at personer med cerebral parese får behandling og udredes. På den måde sikres de et aktivt hverdagsliv og kan indgå i sociale- og arbejdsrelaterede netværk. Det resulterer i et meningsfyldt liv, på trods af den varige hjerneskade.
Modellen fra Regionshospitalet Hammel Neurocenter skal om 4-5 år danne grundlag for lignende tilbud i resten af landet.