Tanja fra Hinneruplund kåret som et af årets velfærdstalenter for sit arbejde og fokus på værdighed i SOSU-faget

Foto: Favrskov kommune.
dato

Social- og sundhedsassistent Tanja Bechmann Søiberg fra Hinneruplund er udpeget som et af årets 100 velfærdstalenter i Danmark.

Hvert år bliver 100 talenter inden for velfærdssektoren udpeget, og i år er social- og sundhedsassistent Tanja Bechmann Søiberg blandt de udvalgte. Tanja arbejder på Hinneruplund, hvor hun er kendt for sin varme, respekt og evne til at skabe trygge rammer for beboerne.

I den indstilling, der har ført til, at Tanja nu er udpeget som et af landets velfærdstalenter i 2026, fremhæves hendes blik for det enkelte menneskes behov og hendes fokus på relationer og værdighed i plejen. Hun ønsker at bruge anerkendelsen til at sætte fokus på SOSU-faget og dets betydning.

Bag udpegningen står PenSam og FOA Ungdom, som hvert år fejrer velfærdstalenter under 36 år fra hele landet. For at blive nomineret skal man indstilles af borgere, kolleger eller ledere. Tanja blev nomineret af sin egen leder og glæder sig over både anerkendelsen og udviklingen i sit arbejdsliv.

Sammen med de andre velfærdstalenter er Tanja blevet fejret ved arrangementer på Christiansborg og hos FOA i Randers. Her fik alle overrakt et diplom og et katalog med indstillingerne for de udvalgte talenter.

Tanja, der har arbejdet seks år som social- og sundhedsassistent, heraf tre år på Hinneruplund, vil gerne vise, at SOSU-faget rummer gode muligheder for udvikling og flere ansvarsområder. Hun er både vejleder, UTH-ansvarlig og tillidsrepræsentant og sætter en ære i at gå forrest for både kolleger og borgere.

Hun understreger, at SOSU-faget er for alle, der ønsker at gøre en forskel, og at alle har mulighed for at udvikle sig inden for området.

https://favrskov.dk/nyheder/tanja-er-et-af-aarets-100-velfaerdstalenter

Kilde: Favrskov Kommune
Mest læste artikler