Uheldet var ude i slutningen af december: En skraldemand gled på et isglat fortov i Favrskov Kommune. Han måtte en tur på hospitalet, og tømningen af genbrugsbeholdere blev derfor udsat.
I det nye år kan der igen komme sne og is på fortove og veje. Favrskov Forsyning opfordrer til, at man rydder og salter veje, fortove og indkørsler for sne og is, så skraldemændene trygt og sikkert kan udføre deres arbejde.
Private grundejere har ifølge loven pligt til at rydde sne og salte på fortove og gangstier hurtigst muligt efter snevejr.
Hvis uheldet er ude, kan man desuden risikere, at postbuddet eller skraldemanden kan rejse erstatningskrav ved en skade på grund af glatte adgangsveje.
Farvskov Forsyning oplyser, at renovatøren forsøger at indhente de manglende tømninger i løbet af uge 1.