Man kan ikke sige Centerkiosken uden at sige Marianne

Foto: Centerkiosken Hammel . Butiksbestyrer Marianne foran kiosken
Profilbillede
dato

I hjertet af den østjyske by findes den velkendte kiosk, som lokalbefolkningen holder særligt kær. Her mærker man i særdeleshed den klassiske ånd, der hører de gode gamle nærbutikker og bladkiosker til, da butiksbestyrer, Marianne Jakobsen har gjort det til sin mission at føre den tidligere ejers vision videre i Centerkiosken Hammel. 

Tilbage i starten af 1980’erne, da kiosken slog dørene op for første gang, fik Hammel-indbyggerne en god gammeldags kiosk. Her kunne de få fat i dagens lottokupon, deres tobaksvarer, slik eller andre varer, såsom som blade og kuverter.

Og sådan er det stadig i 2022, om end kiosken har skiftet hænder og lokation et par gange undervejs. Marianne selv har også været væk fra kiosken i en årrække, indtil hun måtte erkende, at det altså var i Centerkiosken Hammel, hun hørte til og skulle slå sine folder. 

Den tidligere ejer, Jan, havde kiosken i 30 år og jeg var ansat hos ham i ni af dem, indtil jeg hoppede over i uddannelsessystemet og begyndte at læse til pædagog i 2002, fortæller Marianne.

Den 53-årige butiksbestyrer griner lidt, når hun forklarer, at hun skulle bruge årene væk fra kiosken på at prøve noget andet, tage sig en uddannelse og få nogle børn. Men da hun så færdiggjorde sin uddannelse, stod hun pludselig med frie hænder i seks uger. 

“Da der var gået 16 år siden jeg stod i kiosken, længtes jeg tilbage og da jeg pludselig havde et par uger fri, endte jeg med at komme tilbage til Centerkiosken i april 2018,” lyder det fra Marianne. 

Fra folk i lokalområdet lød det ofte “Skal du aldrig tilbage på din pind?” og da Marianne vendte tilbage bag kioskdisken, fornemmede hun med det samme, hvordan folk nærmest havde glemt, at hun overhovedet havde været væk alle de år.   

Jan, der havde haft butikken i tre årtier, overgav i en kort rum tid tøjlerne til en anden ejer, indtil Centerkiosken måtte erklære sig konkurs den 23. august 2021. 

“Folk var rigtig kede af det. Alle ville gerne have, at jeg skulle købe butikken - for Centerkiosken er rimelig meget, hvad man kan kalde hjertet af Hammel. Her mødes folk og får sig en sludder, når de alligevel render deres ærinder eller kigger ind forbi og siger hej,” fortæller butiksbestyreren.

Marianne selv ville ikke investere i butikken, men hun var så heldig, at der var en anden investor, der stod klar og som ovenikøbet gerne ville have hende som bestyrer af kiosken. 

“Den nye ejer ringede mig op og jeg blev tilbudt at blive Centerkioskens bestyrer. Jeg havde frihed til at drive den, som jeg ønskede og det var sådan set meget svært at sige nej til,” understreger Marianne, der fra 16. september kunne kalde sig butiksbestyrer, da Centerkiosken Hammel slog dørene op igen. 

Masser af glade kunder og godt sammenhold siden genåbningen 

Når Marianne forklarer, at Centerkiosken Hammel er indbegrebet af en “ægte” kiosk, handler det især om, at det stadig er det gammeldags kioskformat med tobaksvarer, pølser, spil og lotto, stor bland-selv-slik afdeling, blade, kuverter, fødselsdagskort og spillehallen “Pitten", der videreføres af Marianne. 

“Vi har desuden også pakkehjørnet, hvor der leveres pakker fra fire post- og kurerfirmaer.” 


Foto: Centerkiosken Hammel // Der er gang i pakkeudleveringen hos Marianne og teamet 

Men at være en ægte kiosk handler ikke kun om de varer, hun og kollegerne langer over disken hver dag. Det drejer sig i særdeleshed også om de mennesker, der har deres daglige gang i kiosken, og som staben er på fornavn med. 

“Vi har rigtig mange stamkunder. Mange kommer ned og fortælle sjove historier, og er der en kunde, der ikke har været forbi kiosken et par uger, så kan vi også være sikre på, at de kommer ind forbi og fortæller, hvad de har lavet i mellemtiden.” 

Der er ingen tvivl om, at Marianne og kollegerne er gode til at være hjælpsomme, hvis nogen af kunderne har brug for det. Spørger man Marianne, er det er også derfor, at de bliver ved med at komme igen. 

Kunderne kan godt lide, at vi i kiosken ved, hvad de skal have. Tit har vi allerede varerne klar på disken, når et velkendt ansigt kigger ind forbi.” 


Foto: Centerkiosken Hammel // Kig ind forbi den store bland-selv-slik afdeling, hvor du kan blande alle dine favoritter 

En almindelig arbejdsdag starter klokken halv ni for Mariannes vedkommende. Her har hun en halv times tid til at få sat de nye blade væk, sat de nye op, få en kasse i kasseapparatet og sendt nogle mails afsted til bogholderen. 

“Det er lidt forskelligt, hvornår jeg går hjem og selv når jeg har fri, har jeg ikke rigtigt fri, men på den gode måde - for det handler om, at mine medarbejdere altid skal kunne få fat mig,” understreger Marianne. 

For at få et helt sandfærdigt indblik i, hvordan det er at være ansat hos Marianne, giver butiksbestyren bolden videre til Line, der fortæller, hvordan hun oplever sin hverdag i Centerkiosken.

“Det er en rigtig god arbejdsplads, her er mega hyggeligt og vi er meget tætte med vores egne - og vores kunder,” fortæller Line, der er at finde i kiosken alle hverdage i et givent tidsrum.

Til trods for, at Line først er blevet ansat den 1. november i år er hun hurtigt blevet en del af fællesskabet. 

“Man skal ikke være her ret lang tid, for at kunne mærke den gode stemning, der kendetegner hverdagen her,” slutter Line af. 

Mariannes egen datter arbejder også i Centerkiosken, hvor det familiære kollegaskab er alfa og omega.

Du finder meget mere om Centerkiosken på deres Facebookside og hjemmeside.

Besøg også den hyggelige Hammel-kiosk på adressen Østergade 20, 8450 Hammel.

Dette indhold er annoncørbetalt og er produceret i samarbejde med en annoncør.
Kilde: Centerkiosken Hammel