Farten skal ned, og der skal være bedre forhold for cyklister. Derfor udføres der henover sommeren trafiksikkerhedsprojekt på Gl. Randersvej i Hammel.
Favrskov Kommune etablerer henover sommeren fire vejbump på Gl. Randersvej i Hammel. Bumpene skal få bilister til at sænke farten, så vejen bliver mere sikker for både bilister og cyklister.
I forbindelse med etableringen af vejbumpene udvides også cykelbanerne bag ved vejens eksisterende chikaner, så cyklister nemmere kan passere forbi chikanerne uden at føle sig klemt.
Projektet er et af de trafiksikkerhedsprojekter, som byrådet vedtog i 2022. Byrådet har for nyligt vedtaget en ny række trafiksikkerhedsprojekter. Dem kan du læse mere om på sagen fra byrådsmødet i maj 2023.
Vejarbejdet på Gl. Randersvej starter op i uge 26 og forventes afsluttet i uge 32. Ændringerne er således på plads inden skolestart.