Hammel Idrætscenter præsenterer i samarbejde med Hammel Gymnastikforening en vision for fremtidens Kultur- og Sportsby i Hammel. Forberedelserne til første etape – et nyt padelcenter – er i fuld gang. Visionen er vidtrækkende og ambitionerne store for ’Hammel Kultur- og Sportsby’.
Med Hammel Kultur- og Sportsby får alle borgere i Hammel og hele Favrskov Kommune et nyt mødested, der skaber rammerne for et aktivt, sjovt og meningsfyldt idrætsliv og fritidsliv.
Står det til initiativtagerne vil det nye anlæg sprede sig over cirka 15.000 kvadratmeter, når det står færdigt.
Foruden de nuværende idrætsfaciliteter vil ’Hammel Kultur- og Sportsby’ også rumme en ny kultur- og multisal, et wellness-center, møde- og overnatningsfaciliteter samt en ny arkade, som bliver hele kultur- og sportsbyens omdrejningspunkt med klatrevægge, løbebaner, cafeområder og et centralt torv.
Billede: Hammel Idrætscenter // Den visuelle udformning af den sydlige del af Kultur- og Sportsbyen.
Visionen om Hammel Kultur- og Sportsby er vokset ud af et tæt samarbejde mellem Hammel Idrætscenter og Hammel Gymnastikforening. Idrætscenteret er allerede i dag både anerkendt og velbesøgt.
Med forvandlingen til Hammel Kultur- og Sportsby får det eksisterende idrætsliv opfyldt nogle aktuelle og akutte ønsker og behov. Og samtidig får hele området nye kultur- og mødefaciliteter.
"I Kommuneplan 2021-2032 står, ’at byrådet vil prioritere kultur-, fritids- og friluftslivet i indsatsen for at skabe en kommune med en stærk identitet og daglige oplevelser, udfordringer, glæder og sundhed for borgerne.’ Nu kommer vi med et projekt, der kan gøre kommuneplanen til virkelighed, og vi inviterer alle med, så vi sammen kan forvandle ideer og visioner til et konkret projekt, som kan vokse i de kommende år. og blive et unikt og identitetsskabende fyrtårn for hele Favrskov Kommune," siger centerchef Peter Kjærgård fra Hammel Idrætscenter
Konkrete planer for Padelcenter
Første etape af fremtidens Kultur- og Sportsby er et helt nyt padelcenter, som initiativtagerne ønsker at opføre på arealerne foran den nuværende arena og svømmehal.
Billede: Hammel Idrætscenter // Hovedindgangens visuelle design.
Det er Hammel Idrætscenter og Hammel Gymnastikforening, der går sammen om at etablere anlægget til den hurtigst voksende sportsgren i Danmark. Padelcenteret placeres, så det passer ind i den samlede plan for Hammel Kultur- og Sportsby.
"Vi har ambitioner om at skabe et ekstraordinært mødested, hvor man samles fra nær og fjernt. Med Hammel Kultur- og Sportsby får vores idrætsanlæg et markant løft og bliver fremtidssikret, så det matcher nye behov og idrætsgrene. Og selv om den samlede plan endnu er en vision, så er vi allerede nu i gang med forberedelserne af et padelcenter, som vil trække endnu flere aktive ind i sportsbyen," siger Peter Kjærgård.
Fakta:
Hammel Kultur- og Sportsby kommer til at ligge i og omkring det nuværende idrætscenter i Hammel, men arkitekterne lægger op til en nytænkning af hele området, hvor en gennemgående arkade bliver omdrejningspunktet for den samlede kultur- og sportsby.
Visionen for Hammel Kultur- og Sportsby består af:
- Tidsvarende idrætsfaciliteter til alle typer af sportsgrene.
- Multisal med scene, sal og faciliteter til musik, teater og andre kulturarrangementer.
- Et nytænkt forsamlingshus med liv fra morgen til sent.
- Fleksible mødefaciliteter til foreninger, virksomheder og alle andre.
- Og en levende arkade, der samler det hele og bliver det nye mødested.
Samlet vil Hammel Kultur- og Sportsby være på cirka 15.000 kvm.